Nyhedsbrev

8. maj 2019

Så blev det maj.....

...og det er nu over 2 mdr. siden, at de 7 'it-nørder' du ser på billedet, stiftede netværket Senior IT Amager for at videreføre gratis undervisning i brug af computer og telefon. Fra seniorer Til seniorer.

Det har været to travle måneder. Der er fuldt tryk på undervisningen onsdag formiddag og onsdag eftermiddag, hvor holdene har stor søgning og er booket fuldt op.

Men fortvivl ikke - kender du nogen, der har lyst til et par timer om ugen at blive opdateret med brugen af computer og telefon, så sig til. Vi plejer at finde en løsning.

Torsdagen står stadig i hjælpens tegn - her er du velkommen mellem kl. 10 - 13, hvis du har et it-problem. Vi sidder klar med kaffe og tålmodighed.

Vi er ved at samle interesserede til at starte yderligere et undervisningshold torsdag eftermiddag, så kender du nogen, der har interesse, så noterer vi det. Send os en mail

Bliver du overvåget, når du bruger din computer?

Det var overskriften på et velbesøgt foredrag vi holdt den 24. april. Foredragsholder var lektor Aske Kammer fra IT Universitetet.

Emnet var sikkerhed på nettet. Et emne som vi også i den daglige undervisning gør meget ud af. Deltagerne havde stor spørgelyst og fik et godt indblik i, hvordan vores færden på nettet bliver registreret og brugt i forretningsverdenen.

Windows 10's nye opdatering på vej

I slutningen af maj udsender Microsoft sin nye store opdatering af Windows 10. Som du måske ved, så var der flere fejl i den seneste store opdatering, så denne gang vil Microsoft sende opdateringen til et mindre antal computere ad gangen. Men et mindre antal er også mange. Der er ca 1 mia. computere med Windows 10.

Vi venter spændt.


NemID - på telefonen

Langt over 1 mio. danskere benytter nu NemID app'en på telefonen frem for nøglekortet. Du er fri for at taste tal ind og du har ovenikøbet mulighed for at logge ind med dit fingeraftryk. Vi hjælper dig med at komme igang.



Hvor meget el bruger du?

Efter vi alle har fået nye elmålere, kan du altid følge dit elforbrug via din computer. Du får dit el-overblik her.

I tvivl? Spørg os!


Coop-app'en til Kvickly og Fakta

Bruger du telefonen når du køber ind? Coop-app'en giver dig nye muligheder.

Vidste du, at app'en giver mulighed for at

    • bruge en indbygget huskeseddel
    • bruge indbyggede opskrifter
    • se tilbudsvarer

Og så kan du betale og registrere dit køb med app'en - du slipper helt for at 'fumle' med Dankort eller coop-kort...

Og du kan ovenikøbet selv scanne dine varer efterhånden som du går gennem butikken. Din betaling sker automatisk ved udgangen - og du går uden om køen.....det er altså herligt en fredag eftermiddag, hvor køen er lang.

Hvordan? Spørg os!


Hvad underviser vi I?

Svaret er let.......det du gerne vil have undervisning i!

Vi prøver efter bedste evne at følge med i, hvad der sker i IT-verdenen - og der sker rigtig meget.

Vi tager udgangspunkt i det du som almindelig bruger kan få god gavn af.

Kender du det, at du godt kan huske, at man kunne det og det - men hvordan var det nu? Du er ikke den eneste der har det sådan. Så her er hjælpen tæt på.

Og går du ikke på et hold, så kan du altid få gode gratis råd i vores her-og-nu hjælp torsdag kl. 10-13 eller du kan sende os en mail med dit IT-problem.

Vi sørger for, at du får hurtigt svar.