Nyhedsbrev

19. september 2019

Det var den sommer.......


Så er vi igang igen......

Det vil sige, det har vi været siden 5. august. Vi valgte i år nemlig for første gang nogensinde, at holde lukket i juli måned.

Onsdags-holdene kører som de plejer, og holdene er stort set fyldt op. Vi har derfor brug for at starte yderligere et hold. Det bliver torsdag 13-15 - hvis der er nok interesse. Pt. er to skrevet på venteliste, men vi skulle gerne være mindst 7 deltagere, inden vi går i gang.

Kender du nogen, der er interesseret, så lad os det vide.

Frivillig fredag

Én gang årligt er det National frivilligdag, hvor vi hylder de mange frivillige, der hver eneste dag gør en forskel for deres sag eller deres lokalområde.

Her vises, hvordan frivillige fællesskaber på Amager bidrager med værdi – både for lokalsamfundet og for den enkelte borger.

Det markeres i år fredag d. 27. september kl. 14.00 - 18.00 på Amagerbro Torv.

Senior IT Amager er selvfølgelig også med. Vi har en bod, hvor du kan få en snak om frivillighed og så - selvfølgelig - om it.

Her kan du også melde dig, såfremt du er interesseret i at få undervisning i IT på brugerniveau.

Og går du med lyst til at fortælle andre om it, så har vi også brug for flere undervisere.

Vi glæder os til at se dig på Amagerbro Torv.

QUIZ

I år kan du på frivilligdagen deltage i Senior IT Amagers quiz om København, og der trækkes lod om vin-præmie blandt de rigtige løsninger.

Quizzen udleveres på Amagerbro Torv og skal afleveres samme dag inden kl. 18.



I disse timer venter vi på IOS-opdateringen fra Apple

Fredag den 20. september kommer Apple's nye opdatering til iPhone version 13. Og 10 dage efter - den 30. september - kommer iPadOS - et helt nyt styresystem til iPad.

Vi glæder os til at dykke ned i nyhederne og præsentere dem på undervisningsholdene.


Hvad underviser vi i?

Svaret er let.......det du gerne vil have undervisning i!

Vi prøver efter bedste evne at følge med i, hvad der sker i IT-verdenen - og der sker rigtig meget.

Vi tager udgangspunkt i det du som almindelig bruger kan få god gavn af. Og har du et problem, klarer vi det.

Så her er hjælpen tæt på.

Og går du ikke på et hold, så kan du altid få gode gratis råd i vores her-og-nu hjælp torsdag kl. 10-13 eller du kan sende os en mail med dit IT-problem.

Vi sørger for, at du får hurtigt svar.

Fremover kan du se ugens undervisningsemner på vores hjemmeside under 'Undervisning' i menuen i venstre side.